Jakob Hoffmann
Anton Berntsen – mennesket, digteren og orgelbyggeren – samt relationen til min morfar
Wikipedia skriver følgende: Anton Berntsen (1873-1953) var dansk digter og forfatter. Langt de fleste af hans værker er skrevet på jysk og rummer fortolkninger af det særlige jyske sindelag – med masser af humor. I 1901 startede han en harmoniumfabrik i Vejle og byggede senere også violiner.
Det lyder måske som et kedeligt foredrag. Det er det absolut ikke! Foredraget er involverende, sjovt og eftertænksomt. Deltagerne bliver inddraget gennem underholdende quiz med jyske ord og opfører desuden et af Anton Berntsens skuespil (bare rolig – udelukkende med frivillige deltagere og med roller både på rigsdansk og jysk).
Der er også rig mulighed for fordybelse og eftertanke, når man hører om Anton Berntsens hårde liv. Nogle af digtene bliver læst op, og historierne bliver fortolket og sat i perspektiv.
Vi hører desuden om orgelbyggeren Anton Berntsen, får lidt rigtig musik fra et af hans orgler og ser en original brochure med priser på orglerne.
Endelig får vi historien om, hvorfor jeg – som rimelig ung (!?) – har interesseret mig for Berntsen, og hvordan forbindelsen till min morfar spiller ind.
Hvem ved, måske gemmer der sig også et par ekstra overraskelser i foredraget.


