Carsten Jensen
Hverdagskunsten på villaveje
Foredraget handler om kunstnerne Sven Dalsgaard, Egon Fischer, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Erik Dietman og Peter Louis-Jensen. Fem af dem har i starten af 1970’erne fået opkaldt en gade efter sig i Ikast, hvortil de hver skulle levere en skulptur. På villavejene i Ikast findes Per Kirkebys første murede skulptur og Bjørn Nørgaards første permanente skulptur.
14 lodsejere stifter et konsortium, der etablerer 214 parcelhusgrunde i starten af 1970’erne med monumental kunst på villavejene. Nye familier flytter til Ikast med fornyet liv og udvikling af den midtjyske by til følge. Veletablerede Ikast-familier rykker til området, noget nyt er skabt, asfalt og fortove er lagt, ligusterhækkene vokser, sammenholdet glipper, hverdagen tog fart og rammer villavejene.
Koblingen til tidens happenings fra den eksperimenterende kunstskole, der er etableret i København af Troels Andersen og Poul Gernes i starten af 1960’erne, med kollektive materialeafprøvninger, demonstrationer og kunstnerkampe, fælles udstillinger, hesteslagtningen ved Louisiana, eksistentielle diskussioner, hippie-bevægelsen, rødstrømperne, kollektive filmoptagelser, det fri samfund og den første sommer i Thy-lejren, besættelsen af Hjardemål Kirke, Livø-bosættelsen, kampen mod USA’s indgriben i Vietnam, verdensbanksdemonstrationer og kollektiver til kunstproduktion og afprøvninger af familieformer til hverdagen på de søndagstomme villaveje i Ikast, når det lokale divisionshold kæmper foran tusindvis af entusiastiske og lokalpatriotiske tilskuere på Ikast Stadion.
Foredraget stiller spørgsmålet: Har gadens kunst efter 50 år på villaveje i Ikast fortsat en berettigelse og en værdi for borgerne?
Carsten Jensen, kulturkonsulent og lokalarkivar i Ikast-Brande Kommune, er forfatter til bogen om hverdagskunsten på villaveje i Ikast, som følger kunsthistorien fra Holstebro, Skive over Silkeborg, Randers, Aarhus, København og Sydsjælland.
Historier malet og skrevet på murene
I foredraget ’Historier malet og skrevet på murene’ fortælles om farverige Brande, gavlmaleriernes midtjyske by. Historien begyndte tidligt, mange års tilløb for to ihærdige familier fra det bedre borgerskab. Et flertal i sognerådet turde ikke. Sognerådsformanden og et mindretal deltog trods alt, for egen regning, i fællesskabet.
I sommeren 1968 indtog otte kunstnere byen og borgerne i flere måneder; de fleste var skeptiske, hvad ville de unge baryler? Skabe sig eller skabte de byen gennem kunsten, den by, som byen er i dag? Historiefortællingen er entydig; gavlene er malet med forgængeligheden in mente, og den forgængelighed, som kunstnerne forventede, er glemt.
Mennesket er født forgængeligt; vi bestemmer ikke selv over liv og død, selvom mange gerne vil.
Det er interessant at koble det flygtige, forgængelige og permanente til menneskelivet. Kan vi hoppe mellem forskellige tilstande?
Byen mærker interessen for fortællingen om byens gavle, måske mest fra dem, der besøger byen – de oplever en by, hvor kunsten, den forgængelige, har sat et permanent præg. Ejeren af gavlværket er bygningens ejer. Kommunen fik et gavlværk til rådhusets gavl, skabt af Marco Evaristti. Rådhuset er rømmet, den kommunale bygning revet ned, en ny arkitektonisk bygning har fået nyt liv på den centrale grund i byen. Igen popper diskussionen om forgængelighed op hos folket i byen, alle har en mening om kunsten, der både forundrer og forarger. Marco Evaristti forarger vist de fleste; men værket er byens værk. Dilemmaet er, om forgængeligheden er stærkest, eller er murværket permanent for eftertiden, skal det dokumenteres, pilles ned, skæres i store stykker, sættes på blokvogn med kran, i depot, ny placering, fundament og fernisering; hvilken værdi har kunsten, den forgængelige?
Carsten Jensen, kulturkonsulent og lokalarkivar i Ikast-Brande Kommune, er forfatter til bogen om hverdagskunsten på villaveje i Ikast. Han er også sekretær for kommunens billedkunstråd, ophavsmand til verdensmålsgavlene 17gavle.dk og kulturaftaleprojektet Gadens Kunst med blå himmel.
