”Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt”
Kaj Munk er en af danmarkshistoriens mest markante personligheder i det 20. århundrede. Selvom Kaj Munk kom til at virke i et af landets mindste sogne, blev hans betydning stor både i og uden for Vedersø i Vestjylland. Arven fra Lolland blev kernen i den mand, der senere blev kendt som præst, journalist, naturmenneske, dramatiker og samfundsdebattør. Hans liv sættes i perspektiv gennem hans modstandskamp, og selvom nazisterne tog hans liv, er han stadig aktuel og afkræver os refleksion og stillingtagen.
Kaj Munk – Tro, tvivl og Kristustillid
Troen, tvivlen og Kristustilliden er med til at forme Kaj Munk helt fra barnsben på Lolland gennem sit virke som sognepræst i det lille sogn Vedersø i Vestjylland – og helt til sin død under anden verdenskrig, hvor han blev en stemme, der talte uretten imod og betalte den største pris af alle. Kaj Munk var et sammensat menneske, om hvem Oscar Geismer udtaler: ”Han (Kaj Munk) er det mest levende menneske, jeg nogensinde har været ude for.” (Oscar Geismer: sognepræst ved Christiansborg Slotskirke, lærer for og ven med Kaj Munk)
”Med sol og megen glæde”
Kaj Munk rummede mange facetter og var en personlighed, der satte spor i danmarkshistorien. Hans liv og virke giver anledning til eftertanke, og hans livsglæde og humor får smilebånd og lattermuskler rørt hos de fleste. ”Med sol og megen glæde” er et potpourri af anekdoter og fortællinger af og om Kaj Munk – fra hans opvækst på Lolland til hans virke ud fra Vedersø Præstegård.
Martin Luther
Martin Luther er en af de mest betydningsfulde personer i europæisk historie. Han kom til at spille en nøglerolle for udviklingen af en ny kirke og en ny livsform for millioner af mennesker – også for os i Danmark den dag i dag. Foredraget vil tage udgangspunkt i Martin Luthers liv og virke, der også trækker tråde til danmarkshistorien på Luthers egen samtid og helt op til i dag.
Vestjyske fortællinger
Vestjylland rummer mange gode historier og spændende fortællinger. Hvordan er det særegne vestjyske sind og livsanskuelserne blevet til gennem tiderne? Lisbeth Lunde Lauridsen har udvalgt en række hændelser, som perler på en snor, der beretter om landskabets og indbyggernes karakter og forhold. Vestjyske fortællinger er et foredrag om fire århundreders udvikling i hendes egen hjemegn, Vestjylland.