Forfatterforedrag: Mobning forfølger dig – hvordan slipper du fri?
Selv 50 år efter vi har været udsat for mobning, kan vi stadig bære rundt på følgevirkningerne. Videnskabelige langtidsstudier bekræfter det, og de af os, der selv har været udsat for mobning, ved det godt.
Hvorfor sætter mobning så dybe spor?
Er det overhovedet muligt at forebygge mobning?
Hvordan kan vi give slip på de indre blokeringer, mobningen har efterladt?
I dette foredrag stiller Lotte skarpt på disse tre spørgsmål. Du hører også historier fra Lottes egen vej fra forsagt mobbeoffer til international forfatter og foredragsholder.
Lotte er stress- og traumeterapeut og har skrevet bogen ”Dit Liv efter Mobning – tre trin til indre ro”, som også er udgivet på engelsk.
Anmeldelser:
”Vi havde en lærerig aften torsdag den 29. aug. med coach og traumeterapeut Lotte Vesterli.
Foredragsholderen/terapeuten betyder alfa og omega.
Lotte gik godt i kemi med alle, tør jeg roligt sige. Vi følte os hjemme i det kognitive univers, hvor vi selv kan gøre en stor forskel”. (Mikkel)
Kan vi mere, end vi tror?
Cliff Young løb og vandt sit første løb nogen sinde som 61-årig. Og det var ikke en tur rundt om blokken. Det var et ultramaraton på 875 km! Det er svært at slå sådan en bedrift; men det viser, at vi kan mere, end vi tror.
Det år, jeg blev 50, løb jeg mit første løb. Det var også et ultramaraton, der startede ved solnedgang ved Skallerup Klit ved den jyske vestkyst. Vi løb 50 km mod øst gennem natten til Palmestranden ved Frederikshavn, hvor vi ankom næste morgen. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige, hvor jeg oplevede, hvordan vores fysiske, mentale og emotionelle velvære spiller ind, når vi vil gennemføre vores mål.
Vi skaber hele tiden nye celler i kroppen, også hjerneceller. Men hvis ikke vi sætter os nogle mål, får vi ikke udnyttet vores potentiale. Der er en sammenhæng mellem vores fysiske formåen og vores mentale og emotionelle tilstand. Når vi udnytter vores individuelle ressourcer, skaber gode vaner og har fokus på det, der skaber glæde i hverdagen, kan vi forblive fysisk og mentalt ved godt helbred langt op i alderen.
Foredraget er krydret med små historier og giver et nyt syn på, hvordan vores tanker påvirker vores helbred og liv i almindelighed. Jeg viser også nogle øvelser, der tydeligt illustrerer i praksis, at vi faktisk kan mere, end vi tror.
Anmeldelser:
”En indlevende tanke-rejse, der kunne give os lyst til at springe ud i nye områder – med vores individuelle potentialer og mulighed”.
Når krisen rammer
Du har styr på vand, mad, medicin og dit kæledyr. Men hvad med angsten? Nyheder og aviser er fyldt med kriser og skrækscenarier. Men også i vores daglige liv kan vi opleve dødsfald, alvorlig sygdom, fyring og andre begivenheder, der ryster os.
Når du bliver revet ud af hverdagen, falder dine normale rutiner fra hinanden. Når strømmen går, internettet er nede, og samfundet går i stå, kan du blive bange og stresset. Det gør det sværere at håndtere krisen rationelt og effektivt.
Nogle mennesker er gode til at håndtere de knubs, livet giver. Lotte kender de gode og mindre gode reaktionsmønstre og kan hjælpe jer med at blive bedre til at håndtere hverdagens små og store kriser. Hun fortæller om, hvad en normal reaktion i en unormal situation er, og forklarer, hvad du selv kan gøre for at komme nemmere igennem krisen.
Lotte er professionel traumeterapeut og indgår i Det Jødiske Samfunds psykiske akutberedskab. Hun fortæller i dette foredrag om, hvordan kriser påvirker os psykisk, og hun deler gode råd ud til, hvad vi aktivt kan gøre for bedst muligt at håndtere krisen. Foredraget krydres med historier og praktiske eksempler.
Anmeldelse:
”Utroligt spændende og udbytterigt”.
Forfatterforedrag: Et år med brystkræft
Den 26. maj 2021 fandt jeg knuden, der ændrede mit liv. På få dage gik jeg fra rask og selvstændig erhvervskvinde til patient uden kontrol over mit eget liv.
I dette foredrag deler Lotte små morsomme og tankevækkende vignetter fra sit år med kemoterapi, operation og strålebehandling. Hun fortæller, hvordan hverdagen ændres radikalt, angsten holder sit indtog, og livet bliver sat på standby.
Heldigvis er der meget, vi selv kan gøre. Vi kan både give slip på angsten, nyde livet og selv aktivt reducere behandlingens bivirkninger. Som uddannet stress- og traumeterapeut havde Lotte en stor værktøjskasse at tage fra, og hun deler i dette foredrag ud af sin viden. De værktøjer, hun selv brugte, og som hun bruger med sine klienter, kan du også have glæde af. Lottes næste bog handler om den emotionelle side af kræft, og den udkommer i sidste halvdel af 2024.
Anmeldelser:
”Små fysiske øvelser i fællesskab underbyggede foredragets indhold og oplevelse af sammenhæng mellem krop og psyke, – mellem tanke og kropslig udfoldelse. Alt i alt et spændende og inspirerende foredrag”.
Når livet gør ondt
Vi finder tit vores identitet i en bestemt rolle – måske som erfaren nøglemedarbejder, frivillig eller bestyrelsesmedlem i en forening eller sportsklub. Problemet er, at meget af vores selvtillid med tiden bliver knyttet til disse roller. Når livet tager en ny drejning, og vi ikke længere har denne rolle, gør det ondt og udløser en stressreaktion i kroppen.
Mennesker, der hviler i sig selv, har masser af selvtillid og er svære at slå ud af kurs. Her er selvtilliden baseret på det indre selvværd i stedet for den ydre identitet. Med et højt selvværd finder vi værdien i os selv.
I dette foredrag lærer du, hvordan du kan give slip på det, der var, og bygge eller genopbygge din selvtillid og dit selvværd. Lotte fortæller små historier og giver praktiske eksempler, der kan inspirere dig til, hvordan du kan komme videre med dit liv.
Anmeldelser:
”Mange tak fordi vi – i går aftes – fik mulighed for at overvære dit indholdsrige foredrag om stress. Som person virker du autentisk og erfaren, og man har automatisk tillid til det, du siger. Jeg fik i hvert fald rigtig meget med hjem. Der er sagt så meget om stress – alle udtaler sig herom p.t.; men her var noget nyt om emnet, nye vinkler og flere øjenåbnere. Tak for det”! (Winnie)
|
|
|
Tilbage til foredragsholderne |
|
|