Niels Ole Frederiksen

Født i Horsens Tugthus
Foredragsholderen, Niels Ole Frederiksen, er født og opvokset i Danmarks vel nok mest afgrænsede kirkesogn – nemlig Horsens Statsfængsel. Eller som stedet hedder i sin oprindelige og folkelige version ”Horsens Tugthus”.
Mellem dette kirkesogns ydre afgrænsede hegn og det lukkede fængsels høje ringmure er Niels Ole Frederiksen født i det nordvestlige soveværelse i en af anstaltens funktionærboliger. Det specielle ved dette sogn var også, at sognebørnene ikke kunne løse sognebånd.
Hans far var ikke indsat, men ansat. En lille, men dog afgørende forskel. Han blev døbt i det afgrænsede sogns egen kirke – Fængselskirken. Hans far var, da Niels Ole Frederiksen blev født, viceinspektør og blev senere inspektør ved fængslet.
Foredraget kommer med nogle glimt fra tiden efter krigen og halvtredsernes Danmark og omhandler nogle af de fanger, som foredragsholderen som barn kom i kontakt med. Horsens Statsfængsel var efter krigen fortrinsvis fyldt op med de dømte efter det særlige straffelovstillæg, som blev vedtaget i Folketinget i sommeren 1945. Det var landsforrædere, værnemagere, østfrontfrivillige og HIPO-folk. De tyske dømte krigsforbrydere som bl.a. dr. Werner Best, gestapochefen Otto Bovensieben og SS-sikkerhedschef Günther Pancke sad også i Horsens Statsfængsel.
Det bliver også en beretning om den mest berømte af alle udbryderkonger i Danmark, nemlig den legendariske Carl August Lorentzen. Natten til den 22. december 1949 undveg Carl August Lorentzen via en 18 meter lang tunnel ud fra Statsfængslet i Horsens. Over indgangen til tunnelen havde Lorentzen ophængt et stykke pap og skrevet de meget sigende og poetiske ord: ”Hvor der er en vilje, er der også en vej”.
Varighed 2 x 45 minutter.

Da lysekronen faldt ned i lagkagen
Titlen på dette foredrag skulle nok have været “Danmarks-historier” fra de sidste 75 år!”. Altså handler foredraget om historie.
Det er vores fælles historie. For i mangel af fremtid har min alder en lang fortid at byde på.
Tilbageblikket, som det hedder, når man som gammel gør sig tanker om det liv, man har levet. Altså i det omfang man kan huske det og ikke mindst i det omfang, man synes, visse begivenheder har haft betydning for ens liv.
Foredraget handler altså ikke om lagkager og lysekroner, men derimod om nogle historiske begivenheder, som har gjort indtryk på mig.
Det kan være noget, jeg har hørt om, eller som ved læsning af aviser eller bøger har sat sig spor; eller det kan være noget, jeg ligefrem har oplevet selv.
Det drejer sig om begivenheder og personer, som har gjort et indtryk på mig og derfor har spillet en rolle i mit og andres liv.
Det er ikke erindringsportrætter i gængs forstand, men snarere anekdotiske erindringsglimt med en historisk reference tilsat lidt biografisk gemyse.
Det er heller ikke fagligt korrekt Danmarkshistorie, men subjektive fortællinger fra de sidste 75 års Danmarkshistorie betragtet og vurderet af mig.

548 dage i KZ-Theresienstadt
I oktober 2020 døde Ellen Oppenhejm, 94 år gammel. Hun var en af de sidste øjenvidner til de danske jøders ophold i KZ-lejren Theresienstadt.
Niels Ole Frederiksen fra Middelfart, som har mødt Ellen Oppenhejm, vil i sit foredrag fortælle om de historiske begivenheder, der førte til de danske jøders tilfangetagelse den 2. oktober 1943, samt læse uddrag af Ellens personlige beretning op.
Ellen Oppenhejm fra Charlottenlund, som Niels Ole Frederiksen traf via sit arbejde på Esbjerg Højskole, blev venner, og de mødtes både privat og gennem 10 år på Esbjerg Højskoles sommerkurser.
Niels Ole Frederiksen fik Ellen Oppenhejm til at nedskrive sin meget personlige beretning om hendes og familiens ophold på 548 dage i KZ-Theresienstadt.
I september 1943 beslutter de tyske besættelsesmyndigheder i Danmark, at de danske jøder skal fanges og sendes til en uvis skæbne i Tyskland. Aktionsdagen blev sat til den 2. oktober 1943.
En diplomat fra det tyske gesandtskab, Ferdinand Duchwitch, advarede, via socialdemokraten Hans Hedtoft, de danske jøder om den forestående aktion, hvilket betød, at hovedparten af de godt 7000 danske jøder nåede at flygte til det neutrale Sverige.
Ellen Oppenhejms jødiske familie blev også advaret, og sammen flygtede de til Nordsjælland. Her fik familien fat i en robåd og forsøgte at ro over til Sverige. Det lykkedes ikke for familien. De blev taget til fange af tyskerne og sendt sydpå til den tjekkiske by ”Theresienstadt”.
Theresienstadt var oprindelig en fæstnings- og garnisonsby, som før krigen havde haft 7-8000 indbyggere. I 1940 blevet byens tjekkiske borgere fordrevet, og byen blev omdannet til en KZ-lejr for jøder fra de tyskbesatte lande i Europa.
I stort tal blev jøderne fra hele Europa fragtet i godsvogne til Theresienstadt. Og snart var byen fyldt op med godt 45.000 jøder.
Vi skal til dette foredrag, via Ellen Oppenhejms nedskrevne og meget personlige fortælling om flugten, høre om tilfangetagelsen og ikke mindst om Ellens og hendes families 548 dages ufrivillige ophold i KZ-Theresienstadt.
2 x 45 minutter eller efter aftale.

Genforeningskongen Christian den 10.
Kronprins Christian efterfulgte sin far, kong Frederik den 8., i 1912 og blev udråbt som kong Christian X. Han var konge de næste 35 begivenhedsrige år til sin død i 1947.
Kong Christian den 10. gav med sin politiske indblanding anledning til mange problemer.
Med sine handlinger i påsken 1920, efter de to folkeafstemninger i Hertugdømmet Slesvig henholdsvis i Zone 1 og Zone 2, var kong Christian den 10. meget tæt på at afsætte sig selv og dermed at få afskaffet det danske monarki.
I det genforenede Nordslesvig, nu Sønderjylland, blev Christian den 10. og det danske kongehus en vigtig brik i at få samlet det genvundne land og dets befolkning.
Om Christian den 10. er der mange myter og legender, som vil blive belyst i foredraget.
Efter foredraget har jeg medbragt en stor kuffert fyldt med effekter om Christian den 10., som jeg vil fremvise og kommentere.

Udbryderkongen Carl August Lorentzen
Natten mellem den 22. og 23. december i 1949 undveg udbryderkongen og pengeskabstyven Carl August Lorentzen Horsens Statsfængsel via en 18 meter lang tunnel, som gik fra hans kældercelle over til fængselsinspektørens kartoffelkælder.
Det var en kæmpe fysisk præstation, og ikke mindst var det en stor sensation, som gav genlyd over hele Danmark. Carl August Lorentzen blev en folke- og mediehelt i datidens Danmark. Alle holdt med Lorentzen.
Det er en beretning om en mand, der besad store kreative evner, og hvis opfindsomhed ingen grænser kendte, når det gjaldt om at finde egnede flugtveje ud af fængslet. En byretsdommer i Odense gav ham engang følgende karakteristik: ”Når Lorentzen sidder inde, finder han på alle mulige måder at undvige på, han er nærmest genial; men han er en middelmådighed, når han på fri fod skal forvalte sit liv.”
Da jeg har mødt og talt med Carl August Lorentzen i min barndom, kombineres denne fortælling med mit foredrag ”Født i Horsens Tugthus”.
Oven over tunnelindgangen havde Carl August Lorentzen ophængt nedenstående papskilt.
I forbindelse med Horsens Statsfængsels lukning og flytning i 2006 til det nye og moderne fængsel ”Enner Mark Fængsel” vest for Horsens har jeg skrevet en lille bog om Carl August Lorentzen.

En ufortalt historie fra besættelsestiden – nr. 1
Foredraget handler om en af de skæbnehistorier, som aldrig har nået at blive opskrevet i historiebøgerne.
Med udgangspunkt i bogen ”Rejse i dødens fodspor”, som jeg sammen med P.H. Jensen har skrevet om fhv. folketingsmand Villy Fuglsangs ophold i tilintetgørelseslejren KZ-Stutthof, vil jeg fortælle om de danske kz-fangers ophold i Stutthof. Blandt andet om de tanker, som Villy Fuglsang formulerede under og efter vores fælles besøg i Stutthof i 1999.
Efter udgivelsen af bogen blev jeg via e-mail kontaktet af en amerikaner, der hedder Michael Tauber. Han ville gerne, om jeg kunne skaffe ham i kontakt med nogle af de danskere, som havde siddet i den nazistiske KZ-Stutthof under krigen. Som et barn på bare 9 år var han som tysk jøde også indsat i lejren. Michael Taubers liv blev reddet, takket være en dansk kz-fange.
Michael Tauber var født i Berlin i 1935 af jødiske forældre. Han blev sammen med sine forældre først deporteret til ghettoen i Lodz i Polen, senere til Auschwitz, hvorfra de på mirakuløs vis i 1944 blev sendt videre til KZ-Stutthof.
Faderen døde umiddelbart efter deres ankomst til KZ-Stutthof, og moderen sad i lejrens kvindeafdeling. Han var nu helt alene i verden.
I Stutthof møder den 9-årige dreng den danske fange Axel Poulsen, som gavmildt delte sin ”Røde Kors Pakke” med Michael. Det blev Michaels redning.
Efter befrielsen emigrerer Michael med sin mor til USA i 1948.
Efter et langt liv med videnskabeligt arbejde i USAs rumfartsindustri går Michael på pension. Han får nu tid og trang til at opsøge sin egen fortid.
Det er Villy Fuglsangs og Michael Taubers beretning, som formidles i denne skæbnefortælling.
Varighed 2 x 45 minutter.

Ufortalte historier fra besættelsestiden – nr. 2 – „Singapore faldt, men Sdr. Felding holdt“
Niels Ole Frederiksen vil holde et foredrag, han kalder ”Singapore faldt, men Sdr. Felding holdt”.
I 1942 var modstandsarbejdet i Danmark ikke rigtigt begyndt endnu. Der var nogle små og sporadiske begivenheder, som den danske regering fordømte på det kraftigste. Nogle mente ligefrem, at den danske befolkning var alt for tysk- og nazivenlig.
Men så skete der noget i februar 1942. Det var en lokal begivenhed i en lille vestjysk flække/landsby ved navn Sdr. Felding, som blev kendt over det meste af Europa.
Beboerne i Sdr. Felding Sogn, som ellers var og er kendt for at være besindige og omgængelige mennesker, syntes lige pludselig, at nu kunne det være nok.
De danske nazister, DNSAP, ville i det lokale forsamlingshus afholde et propagandamøde, hvor man ville forsøge at hverve nye medlemmer til partiet og evt. også frivillige til Frikorps Danmark, som kæmpede på Østfronten. Mødet skulle finde sted samtidig med, at den lokale gymnastikforening skulle afholde øveaften i forsamlingshuset.
Det ville man ikke finde sig i! Beboerne i sognet havde deres egen konfliktløsningsmodel også kaldt ”Sdr. Felding-modellen”. Denne begivenhed er senere blevet kendt som ”Slaget i Sdr. Felding”.
I anden afdeling vil jeg berette om nogle af de fortællinger, som ikke altid kommer med i historiebøgerne.
Det er bl.a. fortællingen om dr. Werner Bests skæbne og domfældelse og ikke mindst hans løsladelse fra Horsens Statsfængsel den 29. august 1951. En noget uheldig dato.
De fem besættelsesår er de år i Danmarkshistorien, der er blevet bedst belyst i TV/radio, bøger, artikler, afhandlinger og film. Hvert år siden 1945 er emnet blevet berørt i nye udgivelser og indslag i TV. Det er næsten som om, vi er blevet ”besat af besættelsen”. Hvorfor er de fem besættelsesår så interessante, at vi bliver ved med at høre ”nyt” om ”de fem Aår”?

Digt og fællessang
Filosoffen John har sagt: ”At vi mennesker kan ikke flyve, men vi kan i det mindste synge…”
Vi skal synge fællessange fra den nye Højskolesangbog, og indimellem vil Niels Ole Frederiksen læse nogle digte fra en lille bog, han har udgivet, og som hedder: ”Glimt – før glemsel”
Digtene handler om: Verden der har ændret sig, alt er noget andet, end det der var,
men vi er her stadig.
”Glimt før glemsel”
er en samling små historier,
digte og fortællinger fra en tid,
der er gået,
men aldrig er blevet glemt.
Eller rettere,
som Niels Ole Frederiksen aldrig har glemt.
Det er også kommentarer til noget, der sker i nutiden, men ofte beskrevet med en reference til den fortid, som N.O. Frederiksen og alle de andre fra efterkrigsgenerationen har gennemlevet.
Det er erindring, fortælling, refleksion og fællessang fra Højskolesangbogen.
Dette foredrag kræver, at arrangører kan stille en pianist til rådighed, eller at jeg medtager en pianist, hvilket betyder en merudgift for arrangører på kr. 2-2500,-. Endvidere regner jeg med, at arrangører har Højskolesangbogens 19. udgave, dvs. den sidst udkomne pr. 12. november 2020. Hvis ikke den haves, kan vi bruge den 18. udgave.

Tilbage til foredragsholdere.